Tanzania er hårdt ramt af fattigdom. En stor del af befolkningen kan miste deres levegrundlag, hvis regnen ikke kommer til tiden. Uden regn kommer der ingen afgrøder, og kreaturer må i mangel vand ofte bukke under for sult og tørst. Klimaet skal ikke lave mange udsving i Tanzania, før det kan betyder forskellen mellem liv og død. Ser vi på tallene, så tjener en fra Tanzania 11,1 kr. om dagen i gennemsnit, hvor vi i Danmark tjener 525 kr. Der er selvfølgelig en stor forskel på, hvad man kan leve for i så forskellige lande, men 57,8 % af indbyggerne i Tanzania lever for under 6 kr. om dagen og 44 % af befolkningen er underernærede. Fattigdommen er altså et kæmpe problem. Et af målene til 2015 Målene er at halvere fattigdommen hos den andel af mennesker, som sulter og lever for mindre end 6 kr. om dagen.

Befolkningen i Tanzania er desuden ekstremt hård ramt af Aids-epidemi, og det vurderes, at 6,5 personer ud af 100 voksne er smittet med Hiv. Gøres der ikke noget, vil epidemien fortsætte med at sprede sig. I dag er den gennemsnitlige levealder i Tanzania 45,9 år, som allerede er meget lav sammenlignet med Danmarks gennemsnit. I Danmark bliver vi gennemsnitlig 77,3 år gamle, og vi ligger endda langt fra i toppen af høj levealder på verdensplan – i 2009 lå vi på en 46. plads over forventede levealder i verden. Vi har dog ikke noget at  klage over, og hvis vi ikke efterlever 2015 Målene, som bl.a. siger, at vi skal standse udbredelsen af Hiv/Aids i Tanzania, vil vi opleve et land med endnu lavere gennemsnitlige levealder, end vi er vidner til nu…

Republikken Zimbabwe ligger i det sydlige Afrika med grænserne op til Zambia, Mozambique, Botswana og Sydafrika.  Republikken er ligesom andre store dele af Afrika ramt af tørke, som truer og ødelægger afgrøder. Dette er en kæmpe trussel eftersom 75 % af befolkningen lever helt eller delvist af landbrug.  Klimaforandringer holder en stor del af skylden, for kommer regnen ikke tidsnok kan det have katastrofale følger for høsten. Bare i år anslås det, at 2,1 millioner mennesker sulter, hvis de ikke får hjælp til at skaffe mad på bordet pga. dårlige høstbetingelser.

Til at varetage landbruget står mange kvinderne i Zimbabwe. Omkring 80 % af kvinderne i Zambabwe er bønder og de udfører 70 % af arbejdet i landbruget. Mange mænd er taget til byerne eller udlandet for at skaffe arbejde, mens kvinderne står tilbage med det daglige ansvar for driften af landbruget og ansvaret for familien. Forholdene for kvinderne er dog ikke nemmere og når det er en kvinde, som i Zimbabwe er overhoved for familien og husholdningen klarer familien sig dårligere økonomisk end de familier, som har en mand som overhoved.

Det er ikke alene kvinderne, som har det hårdt i Zimbabwe. Befolkningen kæmper med politik, sult og HIV/Aids og de har brug for hjælp.

Befolkningen byder heller ikke på nogen form for ensformighed – dog er største delen sorte afrikaner, som tæller 52 % af befolkningen. Derudover er 39 % arabere, 6 % er beja og 3 % stammer fra andre grupper.

I Sudan tales bl.a. arabisk og engelsk, hvor arabisk ses som landets officielle sprog. Sproget i Sudan har dog også mange flere facetter – som råder over mere end 115 lokal sprog. Selvom disse sprog er fordelt på mange mennsker, så må der alligevel være en del at holde styr på, hvis man skal kunne kommunikere med en bredere del af befolkningen.

Forskelligheder er det, som gør livet lidt mere interessant – var alt og alle ens, ville verden da være et kedeligt sted. Det betyder dog ikke, at forskelligheder giver nogen garanti for fred og harmoni. Mennesker elsker det  nye og ukendte, som de tiltrækkes af og hader det fremmed, som skræmmer eller gør dem usikre. Forskelligheder kan og har  ført til alt fra kærlighedsaffærer til krig…

Desværre kender Sudan alt for godt til det sidst – de har stort set siden, de blev uafhængige af Storbritannien i 1956 været hærget af borgerkrig, hvilket har resulteret i ødelæggelser og gjort Sudan til et af verdens fattigste lande. Dette til trods for at Sudan råder over store olieresurser, som kunne gøre landet langt mere økonomisk stærkt.

I 2005 har Sudan dog oplevet et håb spire. Landets politiske partier har underskrevet en fredsaftale – hvilket betyder, at enden på Afrikas længste borgerkrig kan begynde at forme sin afslutning. Afslutningen på en uhyggelig borgerkrig med omkring 2,2 millioner mennesker på samvittigheden giver et håb til Sudan, men landet er stadig hård ramt og sårbare. Etablering og bibeholdelse af freden og genopbygningen til et fungerende land afhænger ubetinget af fortsat hjælp udefra.

Darfur er hovedsageligt dækket af store tørre sandområder og kan derved ikke prale af nogen frodig natur. Det giver ikke de bedste levemuligheder, når befolkningen overvejende er bønder. Adgang til vand er nødvendig for overlevelse.

Adgang til vand er dog langt fra en selvfølgelig i Darfur. Da regionen så oveni blev ramt af en lang tørke i midten af 1980´erne, blev leveforholdene værre og stridigheder i regionen blussede op, som førte til interne kampe i Darfur. Disse forhold fortsatte i flere år, og i februar 2003 nåede konflikten sit højdepunkt, da der kom et åbent oprør mellem Sudans centralregering og oprørsgrupper.

Darfur-konflikten blev i 2003 karakteriseret som en af verdens værste humanitære kriser. De mere end 2,5 millioner mennesker, som er flygtet eller fordrevet fra deres hjem lever i flygtningelejre – som det eneste sted, hvor de kan være i nogenlunde sikkerhed. Hertil kommer så nye farer – for med så mange mennesker samlet i små områder er risikoen for udbrud af epidemier faretruende.

Etiopien har som det eneste land i Afrika aldrig været koloniseret af Europa og har derfor aldrig haft nogen direkte tilknytning til rige og mere magtfulde lande. Landet har derved ingen, som har et særligt bånd eller som føler, at de har en form for forpligtigelse til at hjælpe. Der er dog flere lande, som har fået sat Etiopien på landkortet, men befolkningens kamp mod sult er enorm og behovet for hjælp ude fra er ikke mindre.

Omkring 11 millioner er i direkte fødevaremangel og især børnene er hårdt ramt – mange tusinde lider af akut underernæring.

Kvinderne bliver via overgreb og angst holdt som fanger i deres eget land. De kan ikke føle sig sikre – hverken med de udenlandske militser eller den congolesiske hær.

Nødhjælpsarbejde i Congo er livsvigtigt – især for kvinderne. De fortjener et værdigt liv, hvor totur, voldtægt og mord ikke er en normal dagligdag. De kvinder, som overlever overgrebene, har brug for lægehjælp til at klare de fysiske skader, men de har også brug for psykisk hjælp. De har brug for at blive lyttet til, og der skal spredes viden om menneskerettigheder, så der kan blive reduceret i de voldsomt mange overgreb.

Det er ikke blot en hård opgave, fordi det er en svær kamp, der skal kæmpes for kvinderne, men også fordi det er nogle barske historier. Mange af kvinderne, som oplever overgreb af den ene eller anden art, er voksne kvinder, men det er også børn – helt små børn, der kan være helt ned til 5-6 år gammel. Det er uhyggeligt og ubeskriveligt væmmeligt, men det er svært at glemme, at det er sandheden for mange kvinder i Congo.

Angola har kun været selvstændig i ca. 35 år og var indtil 1975 en portugisisk koloni. Det må have været fantastisk at få friheden over og i sit eget land. Man forestiller sig nemt et land i jubel, hvor der bliver festet og danset i ugevis. En ny begyndelse hvor landet opbygges efter deres egne ønsker og behov.

Der kom da også et nyt kapitel til Angola, det var bare ikke lige et særlig rart kapitel. Realiteterne er, at Angola næsten lige siden frigivelsen har været hærget af borgerkrig. Alene borgerkrigene har været en hård belastning for landet, men noget af det værste er de rester eller levn, som krigene har efterladt. Det handler om de utallige af landminer, som Angola er plaget af. En landeplage som rammer helt uskyldige ofre. Det er både børn og gamle.

Lande fra hele verden har allerede i mange år arbejdet på at skabe bedre metoder til at finde og rydde minerne, men der er stadig lang vej. Der er ikke andet for end at fortsætte. Vi må også trøste os med eller håbe på, at nogen i denne verden har lært, at selv om vi kan fortælle en historie, hvor landminer og frihed har en sammenhæng som i Angola, så er der ingen mening med at blanding de to ting. Absolut ingen.